Hvor selvværd handler om at føle dig værdsat og elsket som menneske, er selvtillid din opfattelse af, at du er i stand til at lære og præstere, hvad du end måtte sætte sig for.
Selvtillid handler om at have tillid til sine egne evner. Selvtillid udspringer af følelsen: Jeg kan, hvad jeg vil.
Ingen er født med at kunne alt muligt, men med god selvtillid har du troen på, at du kan tilegne dig den viden eller de færdigheder, der skal til, for at du kan gøre, hvad du vil og skabe de resultater, du længes efter.
Med god selvtillid tror du på dig selv og dine evner.
Symptomer på lav selvtillid
- Tror ikke på egne evner
- Er bange for nye opgaver
- Dropper ud af skole/uddannelse/jobs
- Undgår sammenhænge, der kan afsløre manglende evner
- Præstationsangst
- Overspringshandlinger
- Svært ved at møde nye mennesker/dating
- Tør ikke tale i større grupper
- Afviser ofte andre
- Skammer sig over manglende færdigheder
5 simple selvtillidsøvelser
- Giv dig selv et skub
Gå ud af din komfortzone. Fokuser på alt det du kan og handl selvom du er bange.
”Det kan jeg ikke”. Tænker du tit sådan? Prøv at droppe IKKE. Så bliver det til: ”Det kan jeg godt”. Ét ord kan ændre alt. Giv dig selv et lille skub og gør det, du ikke tør. Første gang er du måske ved at dø af skræk, men det bygger din selvtillid op at udfordre dig selv. Gå hen til hende der er sød. Meld dig til noget nyt. Hold en tale. Ofte vil du opleve, at ting rent faktisk lykkes for dig, når du prøver.
- Gør mere af det, du er god til
Gør det, du er god til. Hav fokus på det du kan ved, at intensivere det du er god til.
Det er så nemt at komme til at fokusere på alt det, du ikke er god til. Flyt fokus og styrk din selvtillid ved at gøre mere af det, du er god til.
Når din selvtillid vokser på ét område, breder den gode følelse sig som ringe i vandet. Når du bliver større og stærkere inden i, tør du mere udadtil.
- Sig stop til din indre kritiker
Stop din indre kritiker og eliminér dine negative tanker og vend det lynhurtigt til positivt.
Måske er du verdensmester i at minde dig selv om, hvad du ikke kan, og hvad du ikke er god til. Øv dig i at genkende de kritiske tanker når de kommer snigende. Så er det lettere at skubbe dem væk, inden de gør dig trist. Sig ”Jeg er verdensmester i xxx..”
- Husk at klappe dig selv på skulderen, når ting lykkes
Anerkend dig selv. Fejr dine succeser.
Kender du den her: ”Det var ikke noget særligt..”. Mange er slemme til at gøre deres succeser små og deres fejl store. Men der er en god grund til at nye dine succeser – store som små. For hvert klap du giver dig selv, stiger din selvtillid, og du får mere tro på, at du også kan lykkes i fremtiden.
- Tal med andre om, hvordan du har det
Vær autentisk. Giv udtryk for hvordan du har det.
Det hjælper næsten altid at vende tanker med andre. Du kan fx tale med en ven, som kender dig godt, eller dine forældre. Dine tanker kommer let til at køre i ring, når du går alene med dem. Men andre ser og tænker måske noget helt andet.
Jeg hepper på dig 💜