Det er vigtigt at forholde sig til, hvilke farver du har i din garderobe, hvis du stiler mod at lave en fuld funktionel garderobe. Det vil sige en garderobe med tøj, der kan mixes på kryds og tværs, og her er farvesammensætning en rigtig vigtig spiller.
Hvis garderoben indeholder en masse farver, som ikke passer sammen, så vil det være svært at få en alsidig garderobe, og det vil være svært at sætte de få stykker tøj sammen den indeholder.
Modsat vil du sandsynligvis synes, at din garderobe bliver kedelig, og føle, at du har for lidt tøj, hvis alle sæt du kan lave, nærmest ligner hinanden.
Når du skal bestemme dig for, hvilke farver du vil koncentrere dig om i et fremtidigt set up, så kig lidt på, hvilke farver du foretrækker, har brugt mest og føler dig godt tilpas i.
Det er typisk de farver, du skal arbejde videre med. Du vil så enten komme i den situation, at du skal indskrænke dig til at have få farver i garderoben. Eller du vil stå overfor at skulle introducere nye og flere farver i din garderobe, for at den bliver mere alsidig.
Jeg anbefaler, at du vælger max 9 farver.
Herunder 3 hovedfarver, 2 neutrale farver og op til 4 accentfarver.
Men det er fuldstændigt op til DIG.
Jeg har f.x. ikke altid 4 accentfarver.
Igen er det vigtigt at være kritisk omkring farver, og ikke lade sig inspirere af, hvad der ser godt ud på andre.
Farverne skal passe til DIG og DIN stil.
Kategorier af farver
Der findes 3 kategorier af farver, som din kapsel garderobe bør indeholde:
- HOVEDFARVER: bør være de farver, du bruger en del, og som fungerer rigtig godt til dine key items, som f.eks jakker, sko, og bukser. Her vælges max 3 farver. Hver af dine hovedfarver skal helst passe sammen. Samtidig skal de også passe med dine 2 neutrale farver samt mindst 2 af dine accentfarver.
- NEUTRALE FARVER: er de farver, som vil passe til dine basis items, som f.eks enkle toppe/t-shirts, cardigans og bukser. Her vælges max 2 farver. Det kan f.eks være hvid, offwhite, grå og brunlige nuancer. Dine neutrale farver skal kunne passe sammen med alle andre farver i din garderobe.
- ACCENTFARVER: er farver, som sætter lidt liv i dine basis items. Her væges max 4 farver. Det kan være tilbehør i form af et tørklæde eller en bluse i sæsonens farver. Accentfarverne skal passe sammen med begge dine neutrale farver og mindst 2 af dine hovedfarver. Hvis de kan passe sammen med alle dine 3 hovedfarver, så vil du opleve at have mere at tage på.
Jo mere mix-bare de valgte farver er, jo mere alsidig vil du opleve, at de garderobe bliver.
Farvehjul og definition af farver
Lidt teori omkring farver og deres nuancer, som forhåbentlig vil hjælpe dig til at finde den rigtige farvesammensætning:
- Primære farver: er blå, gul og rød, og er de eneste tre farver, der ikke er blandet af andre farver. Alle andre farver kan blandes ud af disse tre farver samt hvid og sort.
- Sekundære farver: er lilla, orange og grøn, og er alle tre er blandet af to af de primære farver.
- Tertiære farver: alle andre farver (end de 6 ovennævnte).
- Kolde farver: befinder sig på den blå/grønne side af farvecirklen.
- Varme farver: befinder sig på den rød/gule side af farvecirklen.
Hver farve har hver især tre egenskaber:
- Nuance (Hue): nuancen på en farve, som refererer til dens placering på farvehjulet (se figur).
- Farve mæthed (Saturation): er hvor intens en farve er (evne til at holde sorthed og hvidhed borte).
- Lysstyrke (Brightness): går fra sort (0% lysstyrke) til hvid (100% lysstyrke).
Farvesammensætning i din garderobe
For at få en gode farvesammensætning i din kapsel garderobe, så kan det godt betale sig, at bruge lidt tid på at forstå farvehjulet samt de tre egenskaber, hver farve besidder. Nuancer i farver betyder rigtig meget, og kan betyde, at du kan variere dine kombinationsmuligheder i garderoben.
Hvis du ønsker at have mange kombinationsmuligheder, så vælg forskellige nuancer i dine accentfarver, og brug en blanding af lys, medium og mørke nuancer for at give outfittet ekstra kontrast.
Hvis du derimod ikke er tryg ved for stor varians, så hold dig til en mindre farve pallette, og inkludér i stedet nogle få farver, som er tæt på den samme nuance, men varierer i lysstyrke eller farve mætning. Fx. en mørk lilla og en mellemtone lilla.
Uanset hvordan du vælger at sammensætte dine farver, så er det vigtigste, at farverne er sammenhængende, og at garderoben kan bruges på kryds og tværs.
Endnu en gang skal det nævnes, at det ikke er meningen, at det skal være for stringent, så du føler dig låst.
Tværtimod skal det blot hjælpe dig til at finde de rigtige farver, som kan hjælpe med at understøtte din stil.
Et godt og gennemtænkt farvevalg, vil kunne variere dine outfits, og give dig en masse muligheder for at lege med din stil, og signalere forskellige udtryk. Det hele hænger godt sammen.
I bund og grund burde du, hvis du har en optimal og funktionel garderobe (med bind for øjnene) kunne tage et par tilfældige bukser, bluse og cardigan/jakke, og så gå sammensat ud af døren uden at kigge dig i spejlet. Du ved at det hele passer sammen.
Du vil max skulle bruge 5 minutter om morgenen og tøjkriser er tæt på non-eksisterende.
Har du tænkt over dine farver i garderoben?
Og hvor langt er du på din rejse med din (minimalistiske) garderobe?