Blazer – find den rigtige til din kapsel garderobe
En af de mest anbefalede klassikere, som enhver kvinde anbefales at have i sin garderobe, er en sort blazer. Den kan bruges til alt, og kan dresses op og ned alt efter, hvilken lejlighed den skal bruges til. Hvis du ikke er til blazer, og det slet ikke fungerer for dig, så skal du ikke læse med her, men du er naturligvis velkommen.
Jeg har været på jagt efter en sort blazer, da de to blazere, jeg har haft indtil nu, er pænt tyndslidte på ærmerne, og trænger til at blive skiftet ud.
Sort klassisk blazer fra Esprit

Klassisk blazer – Esprit
Jeg købte for en del måneder siden en mellemlang sort blazer fra Esprit samt et par klassiske bukser og en nederdel, der passede til blazeren.
Jeg kan rigtig godt lide blazere, føler mig godt tilpas i dem, og de giver mig den talje, jeg ikke har, hvis de vel og mærke har den rette pasform.
Her nogle måneder efter har jeg stadig ikke fået brugt bukserne og nederdelen. Blazeren har jeg kun haft på nogle få gange.
Hvad gik galt med den blazer
Hvad var det der var gået galt her? Hvad var grunden til, at jeg ikke fik det brugt, selvom det hang i skabet. Jeg kom til den konklusion, at det nok var en anelse for klassisk for mig. Det er et sæt fra Esprits basis kollektion, og det er derfor ret business-agtigt med et klassisk look.
Min stilkerne er enkel med en snert af klassisk, og havde jeg lyttet noget mere til den, havde jeg aldrig købt det. Det var simpelthen for klassisk (pænt) til mig. Bukserne og nederdelen har fundet nye ejere, men blazeren er til salg på min Trendsales profil her.
Jeg mindes heller ikke, at have haft den helt rigige wauw følelse, da jeg prøvede sættet. Men min kæreste syntes, det var så pænt til mig, at jeg lod mig overtale til at beholde det. Men mærkede jeg efter, så var jeg ikke tilpas i det. Der manglede ligesom noget. (Har ellers en dejlig kæreste, der ikke er bleg for at sige sin uforbeholdne mening, når jeg spørger ham om tøjet, så det er normalt en kæmpe hjælp).
Den perfekte blazer
I lørdags var jeg så lige et smut forbi Frk. Holm i Kolding (som jeg tidligere har skrevet om her), som har lang lørdag den første lørdag i måneden (kl. 11.00-15.00), og her fandt jeg den fedeste blazer (brugt men meget velholdt) fra Tiger of Sweden. En flot mellemlang sort blazer med slangeskindslook. Jeg byttede med noget tøj, så den var i princippet gratis. Den er lige mig. Flot, figursyet, enkel men alligevel med fede detaljer i

Blazer – Tiger of Sweden
looket, som ikke er larmende.
Som det ses på billedet, faldt jeg også over en skjorte, lavet i forskellige materialer (lige min stilkerne), uden at den vækker alt for meget opmærksomhed, så den måtte også lige med hjem.
Moralen med dette indlæg er, at det er så vigtigt, at kende sin stilkerne og så holde sig til den. Derudover skal wauw følelsen være der, når du prøver tøjet, ellers er det ikke noget, du får slidt op. Og fordi vi har så få stykker tøj i garderoben, så er det ikke muligt at have f.eks 10 forskellige blazere, men kun f.eks 2, og så skal de repræsentere noget nær den perfekte blazer for dig.
Det var lidt omkring mine erfaringer med mit kapsel garderobe projekt. Jeg hører gerne fra dig, og hvad du har oplevet i processen. Har du haft samme erfaringer omkring et køb, du troede var det rigtige?
Jeg har gjort samme fejl. Jeg købte 3 blazere der da var ok, men jeg kom aldrig til at gå med de to af dem. Hvorfor nøjedes jeg ikke bare med at købe den, jeg endte med at slide op? Nu er jeg klogere;-)
Jeg kender det alt for godt. Dog har kapsel garderoben lært mig at tænke mig lidt bedre om. Der kan dog stadig ske en svipser i ny og næ